Bunden er nået

Vi er desværre nået til vejs ende. Efter en svær kamp med coronaen, troede vi at vi havde lysere tider forude. Det ved vi nu, ikke er tilfældet, og derfor er den sidste Rørvig Dessert lavet. Vi havde en drøm om at lave noget lækkert af den bedste kvalitet, af de bedste råvarer, som gjorde os glade mens vi lavede det, og vores kunder glade når de spiste det. Samtidig skulle det være den bedste arbejdsplads. Noget af det lykkedes, og vi har på vejen gjort alt hvad vi kunne for at opfylde drømmen. Nu er det desværre slut og vi har kun tilbage at sige tak til alle venner og familie der har hjulpet utrolig meget undervejs. Tak til vores gode kollegaer der red med på drømmen og hjalp os med at skabe en dejlig arbejdsplads. Tak til leverandører og forhandlere der bakkede op og hjalp os godt på vej undervejs. Og tak til dig der købte vores desserter, vi håber du fik en dejlig oplevelse, der var bedre end forventet. Det var det vi drømte om.
Christina & Morten

Om os

Rørvig Dessert

Kære dessertelsker

Hos Rørvig Dessert laver vi desserter, som du ville lave dem selv. Med masser af kærlighed, personlighed og smag. Og ofte med tanker, der leder dig i retning af mormors æblekage, ferier i Italien, nyplukkede bær fra haven eller hyggelige familietraditioner. Da vi begyndte at drømme om det, der i dag er Rørvig Dessert, var der flere ting, der skulle opfyldes. Vi ville skabe Danmarks bedste arbejdsplads. Det skulle være et rart sted for vores ansatte og os selv. Og vi ville lave noget, som vakte begejstring – også hos vores kunder. Som de dessertelskere vi er, kom den idé hurtigt på banen.

Vi laver alt fra bunden

Når vi siger vi laver alt fra bunden, så mener vi det. Hos os er intet færdigproduceret. Vi bager fx selv vores makroner, vores ladyfingers, kiksen til vores cheesecakes og laver æblekageraspen fra bunden. Nogen vil måske synes, at det lyder besværligt, men vi synes, at det smager bedst sådan. Og så ved vi også altid præcis, hvad vores desserter indeholder. Vi har ikke vores egne høns, hvor vi henter æg, og vi har heller ikke en ko, vi selv malker. Men vi bruger kun gode økologiske produkter. Og vi tilsætter ikke noget for at forlænge holdbarheden. Derfor anbefaler vi også, at du spiser dine desserter inden for nogle dage, hvor de er allermest friske. Men som dessertelskere går vi heller ikke ud fra, at det er noget problem.

Fremstiller som man gør derhjemme

Vi fremstiller alt på samme måde, som man gør derhjemme. Det hele bliver lavet fra bunden, og smagen er det absolut vigtigste. Udseendet er selvfølgelig også vigtigt, men det kommer i anden række. Vi er glade for desserter. Vi er glade for at stå i et køkken. Og vi er glade for at give gode smagsoplevelser. Så hvis der skal sættes en titel på, er vi nok nærmere passionerede husmødre.

Alle vores desserter er 100 % økologiske. Men det er alt andet vi laver også. I vores køkken har vi simpelthen ikke andet end økologiske råvarer.

For os er det et naturligt valg.

Skal du også prøve vores desserter?

Se dem her